Veggieburger med aioli - vegansk og glutenfri

oprettet d.

Veggieburger med aioli - vegansk og glutenfri

Min absolut yndlings burger. Lækre bønnebøffer med Soy4You og tomat, server med masser af grøntsager i en lækker bolle, samt oliefri pommes frites og hjemmerørt aioli. Jeg har serveret denne burger for mange, blandt andet til min fødselsdag i 2014 – den har været et hit værd gang.

Ca. 12 stk

Ingredienser bøf

1 stort rødløg
1-2 fed hvidløg
2 tsk. olivenolie el. 1/2 dl vand (for oliefri version)
1 tsk. røget paprika
1 frisk chili eller 2 tsk. chilipulver
1-2 spsk. sojasauce el. en smule havsalt
100 gram økologisk Soy4You sojagranulat
400 gram hakkede tomater (svarer til en dåse)
140 gram tomatkoncetrat
240 gram kogte kidneybønner (svarer til en dåse)
100 gram majs (enten fra dåse eller frost)
Rigeligt friskkværnet peber
2 spsk. loppefrøskaller el. 2 tsk. fiber HUSK
1 dl vand
50-100 gram havregryn
Evt. olivenolie til stegning

Ingredienser aioli
1/2 dl mandelmælk (købt eller hjemmelavet)*
1/2 tsk. sennep
1/2 lime eller citron
1 spsk. æbleeddikecider
1/2 tsk. havsalt el. urtesalt
ca. 2 dl raps- eller solsikkeolie
3 fed hvidløg
Friskkværnet peber
*Sojamælk kan også bruges

Tilberedning
Start med at lave din aioli
I en mindre skål blendes mandelmælk, sennep, saften fra en halv lime, æbleeddikecider og salt godt sammen med en stavblender. Olie tilsættes i en tynd stråle imens stavblenderen kører og holdes ned mod bunden af skålen.
Tilsæt lidt en smule ad gangen og blend godt til du kan se at mayo’en begynder at blive tykkere. Sådan fortsætter du indtil mayo’en har den ønskede konsistens.
Til sidst blendes hvidløg med eller presses i og aiolien smages til med friskkværnet peber og salt.
Opbevar din aioli i køleskabet, den kan holde sig et par uger på køl.

Nu til bøffen start med at snitte rødløg og hvidløg. Svits dem herefter i en gryde med lidt olie eller vand, sammen med krydderierne og sojasauce. Tilsæt sojagranulat, de hakkede tomater og tomatkoncentrat og lad det hele simre i ca. 10 minutter.
Tag gryden af varmen og lad indholdet køle af – du kan med fordel lave farsen nogle timer eller dagen før, og stille den på køl. Hæl indholdet i en skål, tilsæt kidneybønner, majs og rigeligt med friskkværnet peber. Rør loppefrøskaller op med vand, så det bliver en tyk gelé og rør det med i skålen. Til sidst tilsættes havregryn efter behov, indtil “farsen” kan formes til bøffer.
Form farsen til store bøffer og steg dem på en god slip let pande i en smule olie. Alternativt kan de også bages i ovnen, læg dem på et stykke bagepapir på en bageplade og bag dem i ca. 20 minutter.

Server i en lækker veggieburger med masser af grønt. Eksempelvis  salat, ovnkartofler avocado, rødløg, friske spirer og salsa.

Besøg Englerod og find plantebaserede-, allergivenlige- og sukkerfrie opskrifter. 


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar